Denne artikel er til dig, der gerne vil sælge din gamle Commodore 64 eller Amiga 500-samling. Jeg gennemgår de faktorer, der har betydning for prisen samt fremgangsmåden ved salg gennem auktioner og andre salgskanaler.

Hvorfor i det hele taget skrive om dette?

Mange danskere havde i deres barndom en Commodore 64, Amiga 500, ZX Spectrum eller Amstrad. Men efter 40 år på loftet er tiden kommet til at sælge tingene videre – gerne uden for meget besvær, og naturligvis til så høj en pris som muligt.

Et hurtigt kig på DBA eller Facebook Marketplace vil imidlertid afsløre, at der findes bunker af salgsopslag vedrørende retrocomputere, der har stået til salg i månedsvis hvis ikke årevis. Den korte forklaring er selvfølgelig altid, at prisen er for høj, men i realiteten handler det også om at vælge en passende strategi for markedsføring.

Hvad er det værd?

Mange sælgere har en forventning om, at det er muligt at give en entydig vurdering af tingenes værdi. I virkeligheden er situationen imidlertid, at den samme vare vil kunne sælges for vidt forskellige beløb alt efter …

• Hvem køber og sælger er,
• Hvad handelsvilkårene er,
• Hvor tingene sælges,
• Hvordan tingene er sat til salg, og endelig
• Hvornår tingene forsøgt solgt.

Jeg gennemgår i det følgende nogle af de faktorer, der har størst betydning for prisen, og kommer i den sammenhæng også ind på nogle af de valg, man skal træffe i den sammenhæng.

Samlet salg eller solgt enkeltvis

De fleste sælgere foretrækker af særdeles gode grunde at sælge deres ting samlet. Man skal dog forvente, at et samlet salg er ensbetydende med en betydelig rabat sammenholdt med, hvad man havde kunnet få for de samme ting enkeltvis.

Nedenfor har jeg lavet en opgørelse over den rabat, sælger har måttet give for at få sine ting solgt ved forskellige lotstørrelse. Opgørelsen er lavet på den måde, at jeg har opgjort min margin for hvert lot, og herefter har jeg beregnet den gennemsnitlige margin ved forskellige lotstørrelser. En del af min margin opstår selvfølgelig ved, at jeg reparerer, yder garanti osv., så jeg har for samtlige lotstørrelser frastrukket min gennemsnitlige margin ved en lotstørrelse på 1.

Budskabet er meget klart: Jo flere ting, der sælges samlet, jo større rabat skal man påregne at give.

Der er flere forklaringer på ovenstående.

For det første er der selvfølgelig noget mængderabat, som man også kender det fra den almindelige detailhandel.

For det andet er der det særlige ved køb og salg af varepartier bestående af forskellige varer, at køberen typisk vil komme til at købe genstande, som han ikke selv har brug for. Det betyder på den ene side en mindre betalingsvillighed og på den anden side, at køber typisk vil indkalkulere en margin / risikopræmie i forhold til videresalg for at begrænse sit tab. Det gælder ikke mindst, hvis det samlede lot består af varer fra “andre kategorier”, herunder to Commodore 64g og et elorgel.

For det tredje spiller det en rolle, at de større varepartier meget ofte indeholder varer, som sælger hverken har beskrevet eller taget billeder af. De varer vil ingen af parterne indkalkulerer i deres værdiansættelser, selvom de i nogle tilfælde repræsentere en betydelig værdi.

Ulempen ved at sælge enkeltvist

Selvom man får væsentligt mindre for sine ting ved at sælge dem samlet, kan fordelene godt opveje ulemperne.

Først og fremmest skal der ligges en betydelig indsats i at markedsføre tingene. Der skal tages billeder, oprettes annoncer, udarbejdes beskrivesler, findes priser og finde relevante salgssteder for samtlige genstande.

Forsendelse er et kapitel for sig. Mit hidtil største parti omfattede eksempelvis 104 computere, spil og tilbehør. Det blev solgt til 55 forskellige købere, hvoraf langt de fleste fik tingene sendt. Typisk kalkulerer jeg med, at et lot bestående af 100 genstande, kræver et sted mellem 25 og 50 ture til pakkeshoppen.

Jeg kan i øvrigt nævne, at det tog 910 dage at sælge førnævnte lot, hvilket jo så betød, at jeg havde en masse ting på lager i en lægere periode. Det er i øvrigt ganske normalt, at ting kan ligge i uger og måneder, jf. nedenstående oversigt over liggetider for retrocomputere og tilbehør, jeg har haft til salg gennem de sidste 5 år.

Liggetid	Andel af samtlige handler
Under en uge	18%
Under en måned	45%
Under et halvt år	80%
Mere end et år	10%

Så selvom det på den ene side er mere indbringende at sælge tingene enkeltvis, er der på den anden side en række meget gode grunde til at overveje, om det er besværet værd.

Lokalt eller internationalt salg

Nogle sælgere skriver i deres opslag, at de ikke sender, mens andre kun sender inden for landets grænser. Alt efter, hvad man sælger, og hvor man bor, kan de begrænsninger have stor betydning for prisen.

Nogle retrocomputere kan ikke sælges i Danmark, og her vil førnævnte begrænsninger nemt kunne medføre, at man enten skal vente meget længe, eller gå meget langt ned i pris.

Tingenes oplyste stand

Mange salgsannoncer indeholder mærkeligt nok ingen oplysninger om tingenes funktionelle stand. Det er efter min opfattelse en klar fejl, og jeg kan kun anbefale at være tydelig omkring standen.

Jeg opererer selv med følgende begreber, når jeg skal beskrive tingene funktionelt:

• Fungerende
• Testet
• Utestet (solgt som beset)
• Defekt

Udgangspunktet er, at køber har reklamationsret, med mindre andet er aftalt. Navnlig når man handler via handelsportaler som Tradera og eBay, skal man tage dette alvorligt

Hvis man oplyser, at tingene er fungerende, er køber berettiget til at forvente, at tingenes ved modtagelsen fungerer, som da de forlod fabrikken. Der ligger dog ikke en garanti for, at de også fungerer på længere sigt.

Sælger man ting som fungerende, yder man en generel garanti. Såfremt man skriver i sit opslag, at varen er fungerende, har køber ret til at antage, at den virker, som da den rullede af samlebåndet. Derfor bør man kun benytte betegnelsen “fungerende” om varer, som man har testet grundigt først.

Hvis man blot sælger tingene som testet, påtager man sig et mere afgrænset ansvar. Køber vil i dette tilfælde kun være berettiget til at forvente, at tingene har bestået de oplyste tests. Fejl og mangler, der ikke er omfattet af de anførte tests, vil man ikke kunne reklamere over. Som beskrevet i mine artikler om testprocedurer, foretager jeg for eksempel ikke burn-in tests. Jeg anerkender derfor heller ikke reklamationer over fejl, der først viser sig efter to timers brug.

Jeg kan i øvrigt kun anbefale, at man reelt tester tingene, hvis man sælger dem som fungerende. Jeg har flere gang oplevet, at en køber reklamerede, selvom tingene virkede. Det kan for eksempel forekomme, fordi køber ikke er i stand til at betjene udstyret korrekt. I de tilfælde er det en klar fordel at vide, at tingene har virket, da man pakkede dem ned.

Standens betydning for prisen

Den oplyste stand har ikke overraskende stor betydning for prisen. Som tommelfingerregel er det min erfaring, at en vare er ca. 80% mere værd, hvis den sælges fungerende frem for som beset. Der er dog naturligvis undtagelser. Nogle varer stort set er værdiløse, hvis de er defekte. Andre varer er det samme værd, uanset om de virker eller ej.

Nogle salgsannoncer indeholder udsagn så som: “Den virkede, sidst jeg havde den tændt”.

Selvom nogle sælgere forventer, at oplysninger om tingenes tilstand i 1990 gør en stor forskel for prisen, er køberne erfaringsmæssigt sjældent af samme opfattelse. Jeg kan her til supplere med, at 20 ud af de sidste 50 utestede Commodore 64, jeg har købt, var defekte i større eller mindre grad. Langt de fleste af dem virkede nok, sidst de var tændt.

Når sælger skriver, at tingene virkede i 1990, er dette selvfølgelig ikke en garanti for, at tingene stadig fungerer, men det er heller ikke en gratis omgang. Køber vil stadig være berettiget til at forvente, at tingene i hvert fald er i en stand, hvor det ikke kan udelukkes, at de vil kunne fungere. Det kunne for eksempel være, at der manglede chips på et bundkort.

Solgt som fungerende uden at være testet

Engang imellem dukker der et lot op, som tydeligvis er utestet men som trods dette er sat til salg til fuld pris på den forudsætning, at køber tester tingene ved afhentning / modtagelse.

Et af de åbenlyse problemer ved den model er, at det er svært at finde købere, der er villige til at handle på de vilkår.

• I forhold til fjernsalg giver det nok sig selv, at der er meget langt mellem købere, der vil betale fuld pris uden at kende standen.
• De almindelige, private købere har sjældent forudsætningerne for at kunne teste tingene, og vælger derfor typisk testede varer i stedet.
• Resellerne har forudsætningerne, men til gengæld ingen interesse i at teste tingene, da det er mere attraktivt at købe dem utestede.
• Samlerne har måske forudsætningerne, men har heller ingen interesse i det. I øvrigt er de færreste retro-lots samlerobjekter.

Mit råd vil derfor også være at sælge varen i den stand, man selv kan stå inde for, frem for at forsøge sig med mere eller mindre kreative alternativer.

Solgt som utestet

Som beskrevet i mine artikler om testprocedurer kræver det udstyr, viden og ikke mindst tid at teste gamle computere og tilbehør, hvis man skal kunne give køber en meningsfuld garanti. De fleste private sælgere, der blot sælger deres gamle ting fra loftet, har ikke reel mulighed for at gennemføre en meningsfuld afprøvning.

Den første forhindring er som regel, at sælger mangler udstyr så som en egnet skærm til computeren. Jeg vil dog her nævne, at de nyeste modeller af fladskærms-TV faktisk i mange tilfælde har analog tuner. De fleste retrocomputere var bygget til brug sammen med et TV, og havde derfor enten indbygget eller ekstern TV modulator. Derfor er det i nogle tilfælde muligt at tilslutte dem til et moderne TV. Selvom man måske ikke kan teste alle funktioner, gør det en forskel for prisen, at man i det mindste har kunnet verificere, at computeren startede op.

Sælges en vare som utestet, skal man dog i gennemsnit regne med, at man får ca. 40% mindre for den, end hvis den sælges som testet.

Solgt som defekt

Selvom man skulle være så uheldig at have defekt udstyr liggende, kan man stadig sælge det. Nogle retrocomputere og tilbehørsdele er ganske eftertragtede, selvom de er defekte.

Jeg solgte for eksempel to Commodore 64 for en ven med en uges mellemrum. Da det var hans ting, gjorde jeg ikke andet end at teste dem inden salg. Den ene computer virkede, mens den anden var defekt. Begge blev solgt på auktion, og jeg fik 488 kr for den defekte men blot 471 kr for den fungerende.

Defekte retrocomputere har typisk en værdi, fordi de i modsætning til en del moderne elektronik kan repareres. Der ud over kan de bruges til at høste reservedele fra. En fungerende Commodore 64 indeholder reservedele ca. det tredobbelte af, hvad maskinen er værd i samlet stand.

Værdien af defekt retroudstyr afhænger i høj grad af, om det “reparerbart”. Nedenfor ses to Commodore 1541-floppydrev. Drevet til venstre har en Newtronics drevmekanisme (vridelås), mens det til højre indeholder den ældre Alps-drevmekanisme (skuffelås). På overfladen er de ret ens, og i fungerende stand er de det samme værd. I defekt stand er drevet til højre i øjeblikket ca. 200 kr. værd, mens det til venstre maksimalt er 100 kr. værd. Årsagen til den store forskel er, at Newtronics-drevet er kendt for, meget ofte at have defekt læsehoved, hvilket gør, at det i praksis kun kan repareres ved, at man udskifter hele drevmekanismen.

Værdiansættelse

Som jeg har været inde på ovenfor, er det nødvendigt at tage stilling til, hvordan og på hvilke betingelser, tingene sælges, før det er muligt at foretage en meningsfuld værdiansættelse.

Den bedste datakilde er de faktiske salgspriser, selvom der aldrig er nogen garanti for, at en vare er det samme værd mandag og tirsdag. Både det svenske Tradera og eBay giver adgang til tidligere handler. Sælger man spil, er Retrocollector.org en god kilde til prisinformation, selvom priserne på sitet ikke er opdateret for nylig.

Jeg vil til gengæld anbefale at man undgår at basere sig for meget på udbudspriser på steder som Facebook Marketplace og DBA. Jeg støder meget ofte på sælgere, der begrunder deres prissætning med, at “et tilsvarende sæt går for 1500-2000 på DBA”. Problemet med det argument er det gammelkendte problem med survival bias. De varer, der lige nu er til salg på DBA, er jo i sagtens natur dem, der ikke er solgt.

Man skal ligeledes være påpasselig med at stole for meget på de svar, man får ud af vurderingsforespørgsler i diverse Facebook-grupper. Erfaringsmæssigt er de fleste af svarene til den optimistiske side.

Jeg vil i øvrigt også nævne, at når man værdiansætter, skal man være opmærksom på min pointe fra før om, at ting er mere værdi, hvis de sælges enkeltvis. Værdien af et vareparti er derfor ikke ligmed summen af værdien af de enkelte varer.

Gennemførelse af handlen

Der findes mange måder at sælge på og mange steder at sælge.

Fast pris

En enkel måde at sælge på er at lave et opslag med en fast udbudspris, hvor varen sættes til salg, indtil en køber accepterer buddet, eller sælger afgiver et modbud fra en mulig køber. Mange købere foretrækker at købe på denne måde som alternativ til auktioner, da de dermed undgår at skulle vente på, at auktionen afsluttes.

Fast pris er en velegnet salgsmetode, når man sælger varer, som ikke er sjældne, og hvor det er relativt enkelt at finde frem til en udbudspris, der kan sikre et salg inden for en rimelig tidshorisont.

Åben auktion

Mange sælgere vælger at sælge gennem åbne auktioner på Facebook eller gennem handelsplatforme som eBay og Tradera. En åben auktion er en auktion, hvor alle kan byde ind, og hvor byderne kan se hinandens bud, og har mulighed for at forhøje deres bud frem til og med på forhånd fastsat budfrist. Forudsat at mindsteprisen opnås, sælges varen. Fordelen ved auktioner er først og fremmest, at man er næsten sikker på at varen solgt, forudsat at startprisen i øvrigt er sat rigtigt.

Min egen oplevelse med åbne auktioner er dog, at de ofte ender med en lavere salgspris end forventet og nok endnu oftere en lavere salgspris end, hvad jeg havde kunnet opnå ved at sælge til fast pris. Jeg har dog også oplevet at få mere end forventet, når der for eksempel var tale om en sjældent udbudt vare, som var interessant for mange, og hvor der derfor var mange om buddet.

Når man sælger på auktion, er det først og fremmest vigtigt at skabe konkurrence blandt køberne. Desuden handler det om at skabe rammebetingelserne for, at buddene kan nå op i et relevant leje i et passende tempo.

Som tommelfingerregel bør man sætte en mindstepris, der skal ligge på 30-50% af den forventede slutpris. Mindste budforøgelse bør sættes til 10% af den forventede slutpris, sådan at der er plads til minimum 4-5 bydere, før man rammer den forventede slutpris.

Mindstebuddet sættes ofte for højt

Mange sælgere sætter mindstebuddet på niveau med den forventede slutpris. Det sker nok ud fra en forventning om, at man dermed kan gardere sig imod et salg under markedsniveau, samtidig med at man på papiret bevarer muligheden for at sælge over markedsniveau.

I modsætning til, hvad man måske kunne tro, virker det imidlertid ofte stik modsat.

Ulempen ved at sætte et højt mindstebud er, at færre bydere vil deltage i auktionen, hvilket betyder, at konkurrencen forsvinder. I værste fald risikerer man, at der slet ikke kommer bud. Og har en vare først forgæves været forsøgt solgt med et mindstebud på 2000 kr., vil en efterfølgende budrunde alt andet lige føre til en endnu lavere slutpris.

Som alternativ til et højt mindstebud kan man vælge at sælge med “reservationspris”. Det kræver, at man sælger gennem en platform, der understøtter dette. Ved salg med reservationspris sætter sælger både et mindstebud og en reservationspris. Hvis buddene ikke når reservationsprisen, sælges varen ikke. Reservationsprisen kan være skjult for byderne, og er på den måde ikke en hindring for, at der kommer bud.

Når mindstebuddet sættes for lavt

Skal man sætte et mindstebud, når man sælger på auktion? Svaret er generelt ja. Først og fremmest vil et lavt mindstebud føre til, at køberne kan opfatte varen som mindre værdifuld. Samtidig vil et lavt mindstebud kunne føre til, at der skal for mange bud til, før varen når op i et relevant leje. Især hvis der er afsat kort tid til auktionen, kan det føre til, at der kommer for få bud til, at prisen når op i det leje, der ellers ville have været muligt.

Varighed og sluttidspunkt

Når man sælger på auktion, skal man være strategisk omkring varighed og sluttidspunkt. Man skal helst vælge et sluttidspunktet, hvor folk har mulighed for at byde, da der stort set altid kommer flest bud ind tæt på budfristen.

Især ved onlineauktioner, hvor sluttidspunktet sættes automatisk (fx. nøjagtigt 7 døgn efter at varen blev sat til salg), skal man være påpasselig med, hvornår man sætter varen til salg. Natten til mandag kl 02.00 eller lørdag aften midt i aftensmaden er ikke gode tidspunkter. Søndag aften kl. 21 er derimod ofte et godt tidspunkt.

Jeg vil ud fra samme overvejelser fraråde auktioner, hvor sluttidspunktet sættes ud fra, hvornår første bud er modtaget. Jeg har oplevet, at en sælger modtog første bud kl 1 natten mellem lørdag og søndag med det resultat, at sluttidspunktet lå kl. 1 om natten mellem mandag og tirsdag.

Omkring varigheden, skal man ligeledes tænke sig om. To døgn er for kort tid, hvis man gerne vil have alle bydere med. En måned er stort set altid for lang tid, fordi byderne ikke har tålmodighed til at være med så.

Andre auktionsformer

• Blind auktion er en auktionsform, der for eksempel kendes fra budrunder ved handel med fast ejendom. Her afleverer tilbudsgiverne deres eneste og dermed endelige bud til en bestemt frist. Modellen kan have sine fordele og ulemper, men må nok især anbefales, hvis der er tale om en unik eller sjælden vare, som et stort antal købere må formodes at have et meget stærkt ønske om at erhverve, jf. hvorfor den anvendes ved salg af boliger. Sælger man derimod helt standard commodity-produkter, vil jeg ikke anbefale denne metode.
• Hollandsk auktion går ud på, at man starter højt, og gradvist sænker udbudsprisen, indtil en køber slår til. Hollandske auktioner ses sjældnere ifbm. retroudstyr, men metoden anvendes nogle gange på Marketplace eller DBA. Her har der dog typisk været tale om, at sælger er startet (for) højt, og herefter har sænket prisen gradvist, uden at annoncere det som en hollandsk auktion. Skal man have det bedste resultat, skal man fra starten annoncere, hvornår budnedsættelserne sker og i hvilket tempo, da man så kan være heldig, at en køber slår til lige før en budnedsættelse.

Bud fra køber

Mange danskere har et anstrengt forhold til at forhandle om priser. Mange bryder sig ikke om at byde, og sælgerne er heller ikke altid lige forhandlingsparate. Jeg har for eksempel flere gange oplevet, at en sælger blev decideret fornærmet over, at der kom bud, der lå nævneværdigt under udbudsprisen.

Den gamle talemåde om, at den, der har grisen, bestemmer prisen, bliver nogle gange misforstået derhen, at sælgers ord er lov, når det kommer til prisen. Virkeligheden er dog i mange tilfælde, at det er køber – ikke sælger – der har fat i den lange ende. Derfor bliver det i sidste ende først og fremmest et problem for sælger, hvis udbudsprisen er skudt langt over målet.

Der er masser af retro-salgsopslag på DBA, Marketplace og Gul&Gratis, hvor udbudsprisen ligger så langt over markedsniveau, at tingene aldrig bliver solgt. For eksempel var der et Commodore-lot til salg på Gul&Gratis fra 2020 til 2024, hvor sælger endelig opgav at sælge det.

De fleste sælgere har et ønske om at få tingene solgt så dyrt som muligt, uanset om det er 500 eller 5000 kr. I et marked, hvor mange andre sælger de samme varer som én selv, stiller man ikke sig selv bedre ved at låse sig fast på en udbudspris. Handler man derimod med varer, der er så sjældne, at de nærmest bliver til unika, kan det give mening at holde fast i et prismål. Det gælder for eksempel visse originalspil og sjældne hardwareprodukter.

Det er dog sjældent tilfældet, og jeg kan derfor også kun anbefale, at man som sælger er lydhør over for byderne, hvis deres bud i øvrigt er bakket op af fornuftige argumenter. Selvfølgelig kan det forekomme, at man modtager skambud, men dem kan man jo blot ignorere.

Salgsopslag

Et godt salgsopslag kan fremme sandsynligheden for at få tingene solgt så godt som muligt. Både når det kommer til billeder og tekst, kan man bære sig mere eller mindre hensigtsmæssigt ad.

Billeder

En annonce skal indeholde gode billeder. Billederne skal vise de ting, der sælges, og bør tages i naturligt dagslys. Det er bedst at undgå blitz, direkte sollys og elektrisk lys, da dette medfører skygger og reflektioner, og i øvrigt kan resultere i, at farver gengives forkert. Billederne bør ligeledes tages i rolige omgivelser.

Navnlig når man benytter handelsportaler, er det en god idé at sikre sig, at billederne er repræsentative for standen, og herunder sådan at eventuelle skader er synlig på billederne. Jeg har selv det princip, at det, der kan ses på billederne, ikke behøver at være beskrevet i teksten også. Der kan dog være situationer, hvor det er nødvendigt.

Når man tager billeder, bør man undgå følgende:

• Billeder, der kun viser kun nogle af de ting, der sælges.
• Billeder, der er beskåret vilkårligt, fx så nogle af genstandene kun er gengivet halvt.
• Billeder af bunker samt billeder taget ned i en kasse fyldt med alt muligt, som er umuligt at skelne fra hinanden.
• Billeder taget i modlys eller i utilstrækkelig belysning.
• Uskarpe / rystede billeder

Annonceteksten

Når man sælger retroprodukter, må teksten gerne fremkalde nostalgifølelsen i køberen. Medfølger der spil, bør man eksempelvis indsætte en liste, da det er spillene, folk ofte husker bedst.

Er der tale om et større vareparti, bør man indsætte en komplet liste over de ting, der medfølger. De ting, der ikke er nævnt eller kan ses i annoncen, vil naturligt nok ikke trække op i købers vurdering af varens værdi. Ofte vil der være genstande, som har større værdi, end man lige regner med. Jeg har et par gange oplevet, at et vareparti indeholdt genstande, som ikke var beskrevet, men som var mere værd end resten af partiet til sammen.

Hvis jeg sætter en maskine til salg, som jeg synes er i særligt god stand, skriver jeg det. Jeg bruger dog sjældent begreber som “mint condition” eller “som ny”, da det stiller meget store krav til tingenes tilstand.

Man skal selvfølgelig sørge for at beskrive tingenes stand retvisende. Ud over, at man selvfølgelig skal opfylde sin oplysningspligt som sælger, giver det annoncen troværdighed, hvis man er ærlig omkring tingenes tilstand.

Når man skriver sin salgsannonce, er der en række formuleringer, man bør undgå:

• Varen står til salg til 1000 kr., men i annoncen står der: “Sælges ikke under 750 kr.” Her kan man lige så godt bare sætte udbudsprisen til 750 kr. Ingen køber ved sine fulde fem vil byde en krone over 750, når sælger har skrevet, at han sælge for 750 kr.
• “Sælges grundet flytning” sender et signal om, at man har travlt. Der er ingen grund til at dele den oplysning med køber.
• “Prisen er fast” signalerer, at man ikke er interesseret i bud. Det bør man være!